Da Salih Can Coskun blev diagnosticeret med en aggressiv kræftform, spillede både hans og sundhedspersonalets håb en stor rolle for hans sygdomsforløb. Igennem hans 2-år lange kræftforløb mistede han aldrig troen på, at han ville blive rask igen.
Af Julie Thodsen Toft
En forkølelse, der ikke gik over. Influenza-symptomer. Smerter i kæben.
Det virkede som harmløs sygdom, der mest af alt bare var en irritation i hverdagen for bioanalytikeren Salih Can Coskun. Han havde haft symptomerne i mere end et halvt år, men hverken hans læge eller tandlæge havde nogen forklaring på symptomerne. På en kold januar dag i 2019 ændrede det hele sig, da han pludseligt så dobbelt. Han gik til lægen igen og fortalte om alle symptomerne. Det var, da han nævnte dobbeltsynet, at lægen slog alarm.
Han blev straks henvist til Øre-næse-halskirurgisk Afdeling på Sønderborg Sygehus. Derefter gik det stærkt.
”Jeg har jo aldrig tænkt, at jeg får kræft. Så det frygtede jeg ikke på det tidspunkt,” fortæller han.
Da han gik til lægen om mandagen, havde han ikke forventet, at han om fredagen ville få en kræftdiagnose.
”Jeg skulle lige have fem minutter til at bearbejde beskeden. Det føltes, som om at tiden gik i stå, og mine tanker kredsede om, hvordan jeg skulle fortælle det til min familie,” fortæller Salih.
Selve kræftdiagnosen tænkte han ikke ret længe på. Allerede der nærede han et stærkt håb om at blive rask igen. Håbet kom til udtryk som en stålsathed i ham. En vilje til og en tro på, at behandlingen nok skulle lykkedes. Andre muligheder strejfede ikke hans tanker.
Han tilbragte resten af 2019 med strålebehandlinger og kemoterapi. Behandlingen var barsk. Især kemoterapien tærede på hans energi og gav mange bivirkninger. Efter flere kontrolskanninger i efteråret blev han erklæret kræftfri.
Da rygsmerterne begyndte, tog han dem først som tegn på en lang periode uden løbetræning. En interesse, der fyldte meget i hans liv, før han blev syg.
Han kunne mærke, at det gjorde ondt helt ind i knoglerne – en intens smerte, der ikke forsvandt. Til sidst havde han så store smerter, at han ikke kunne sove om natten.
I marts 2020 blev han henvist til Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital. På det tidspunkt vidste han inderst inde godt, at det ikke var gode nyheder, overlægen skulle overbringe ham.
”Det var en hård besked, han skulle give mig. Han var meget ligefrem og sagde: ’Du er dødeligt syg’. Det føltes som en hammer, der faldt og gav mig en dom,” fortæller Salih, mens han lader en usynlig hammer falde med sine hænder.
Mødet med overlægen blev skelsættende for ham og hans fremtidige behandlingsforløb.
Intet fungerer uden håb
Overlægen hedder Jesper Grau Eriksen. Han arbejder på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og har i over 27 år behandlet kræftpatienter.
En kræftdiagnose er alvorlig og livsomvæltende for langt de fleste. Derfor er Jesper Grau Eriksen meget bevidst om at bevare eller endda give patienterne håb. Han kalder selv det, som han kommunikerer for ’realistisk håb’:
”Det er meget individuelt fra person til person, og det handler meget om balance. Så selv efter mange år har jeg ikke fundet den perfekte formel.”
Patienterne er i en yderst sårbar situation, og det er vigtigt, at patienterne kan mærke, at han selv tror på behandlingen.
”Jeg vil aldrig anbefale en behandling, som jeg ikke tror på virker, og den skal give mening for den enkelte patient,” siger han.
For få år siden fik han mulighed for at tilbyde sine patienter en ny kombinationsbehandling, hvor man anvender både immunterapi og kemoterapi.
Den hjælper ikke alle, men cirka to tredjedel af patienterne oplever god og langvarig gavn af behandlingen. Det særligt opsigtsvækkende er dog, at nogle patienter oplever en hidtil uset effekt, som Jesper Grau Eriksen beskriver her:
”Hos nogle ser vi, at kræften faktisk helt forsvinder. Det har vi aldrig før set med andre former for behandlinger, når der er stor spredning af sygdommen.”
Netop denne behandling skal vise sig afgørende, for at Salih er i live i dag.
Lægens ord gav fornyet håb
Kræften havde spredt sig til knoglerne, leveren og lungerne, og prognosen var dyster.
Når Salih husker tilbage, så var der enorm stor forskel på at få den første diagnose og beskeden om tilbagefaldet. Alligevel var han fattet, da han fik beskeden, for han havde aldrig sluppet tanken om, at kræften måske ville vende tilbage.
Alvorligheden af sygdommen gik op for ham. Han blev klar over, at det ville kræve noget ekstraordinært, hvis han skulle have en chance for at overleve.
Da han sidder overfor Jesper Grau Eriksen d. 31 marts 2020, er kombinationsbehandlingen netop blevet godkendt. Han modtog den som den første patient på Aarhus Universitetshospital.
Fordi behandlingen var helt ny i Danmark, havde man kun de udenlandske resultater at læne sig op ad. Selvom resultaterne så lovende ud, var der ingen garanti for, at den ville have nogen effekt på Salih.
”Jeg blev dog beroliget af Jesper, for jeg kunne virkeligt mærke, at han ville kæmpe for det sammen med mig. Han var også til stede, da jeg modtog behandlingen første gang. Det gav mig et kæmpe boost,” fortæller Salih.
Et boost, som gav ham fornyet håb, og som gjorde, at han trods den alvorlige prognose, fortsat turde tro på, at han ville blive rask. Et håb, som har været stærkt fra første dag, og som har fulgt ham igennem det lange behandlingsforløb.
Det er ikke tilfældigt, at netop håbet føltes altafgørende for Salih under hans kræftforløb. Håbet er nemlig en væsentlig faktor for kræftpatienter i deres møde med sundhedsvæsenet.
Livskriser gør os bevidste om håbet
Håb kan virke som en udefinérbar og abstrakt følelse. Det er der faktisk ikke noget mærkeligt i, for der er meget, vi ikke ved om det.
Det siger Kristianna Hammer, som er sygeplejeforsker, post-doc og har skrevet ph.d om kræftpatienters håb:
”Håb er stadig noget mystisk for mig, selvom jeg har forsket i det i over 20 år.”
Der findes ikke en endegyldig definition af, hvad håb er, men Kristianna Hammer har igennem sin forskning fundet frem til fire forskellige typer af håb.
Hun beskriver dem som ’Håbets fire blade’, og de er alle eksempler på, hvor mennesker finder næring til håbet:
Det første er via en indre kraft, en særlig styrke, som kommer indefra. Det andet er via ydre kræfter, det kunne være naturen. Det tredje er det medmenneskelige, som kommer fra relationer. Det fjerde, der særligt ses hos døende patienter, er det religiøse eller guddommelige.
”Selv hos de patienter, hvor alt håb synes borte, fandt jeg det,” siger hun.
Noget særligt ved håb er, at det bliver tydeligst for os, når det ikke er tilstede. Vi tænker nemlig sjældent over håbet, før vi står i en krise, hvor vi lige pludseligt har brug for det.
Derfor er det en vigtig opgave for sundhedspersonalet at understøtte patienters håb, da det kan have svære vilkår i et sundhedsfagligt miljø, hvor sproget er videnskabeligt og resultatorienteret.
”Det allervigtigste er, at patienterne beholder håbet. Håbet er livskraften,” fortæller hun.
Kristianna Hammer forklarer, at håbet er en tilstand, som man kan befinde sig i:
”Man kan ikke tænke sig til håb eller føle håb. Man kan opleve at være i håbet. Det er en tilstand, hvor man oplever harmoni og balance, og hvor man lever i håbet. ”
Bliv klogere på håb i denne explainer video. Produceret af: Julie Thodsen Toft.
Man bærer håbet sammen
For Salih vækker de fire typer af håb genklang. Han genkender følelsen af at svinge imellem dem, afhængig af, hvor i forløbet han var, og de har hver især haft en betydning for ham.
”Den indre kraft var meget naturlig for mig, så jeg havde et stærkt indre håb lige fra begyndelsen. Jeg gik også mange ture i løbet af min sygdom, hvor jeg brugte naturen, og så har relationer været vigtige, for at bevare styrken til at kæmpe,” fortæller Salih.
Og selvom håbet måske kan have svære vilkår på et hospital, så oplevede han, at sundhedspersonalet bar håbet sammen med ham. Det vejede også tungt, at det var de samme sygeplejersker, der fulgte ham gennem de forskellige behandlinger.
”Det gav en stor tryghed i mit lange forløb, at jeg kendte personalet på afdelingen. Når jeg var usikker eller havde det dårligt, så var de en stor støtte,” siger han.
Medmenneskeligheden, som han blev mødt med, rørte ham meget og gjorde, at han aldrig følte sig alene med sin sygdom. Om det fortæller Salih:
”Det var en kæmpe livsomvæltning at få kræft. Når man får sådan en diagnose, så betyder det meget, at man får den med omsorg, og det fik jeg.”
Kombinationsbehandlingen viste sig at være det ekstraordinære, der skulle til. Han havde god effekt af behandlingen. Faktisk så god, at kræften fortsat er i ro halvandet år efter, han færdiggjorde forløbet.
Håbet om at blive rask er i dag forvandlet til bevidstheden om livets skrøbelighed. Det giver ham en stor medfølelse for de patienter, der er ramt af sygdom, som han møder igennem sit arbejde.
”Jeg fået et nyt skæbnefællesskab med patienter, der gennemgår svær sygdom. Jeg kan sætte mig ind i deres situation på en helt ny måde. Og jeg er meget bevidst om at give dem grund til at håbe på, at de kan få det bedre,” fortæller Salih.
Han har selv mærket, hvordan håbet blev en nødvendighed for, at han kom igennem sit kræftforløb.
Nu er det vigtigste for ham at give håbet videre til dem, der har allermest brug for det.
Tegn: 9844